Formanden for folketingets miljøudvalg, Steen Gade (SF) har stillet en række spørgsmål til miljøminister Troels Lund Poulsen om overskridelser af arsenindholdet i drikkevandet, som kan være kræftfremkaldende.
Gade beder om, at rapporten fra By- og Landskabsstyrelsen bliver sendt til miljøudvalget, når den er færdiggjort, og han spørger om miljøministeren vil tage initiativ til en aftale med KL om en tidsfrist for alle kommuners overholdelse af grænseværdien for arsen.
Desuden vil Steen Gade have ministeren til at forklare, om ikke ministeriet har sikret sig indberetninger om kommunernes faktiske overholdelse af den skærpede grænseværdi. Og endelig vil Steen Gade have Troels Lund Poulsen til at forklare, hvordan han vil sikre, at alle vandværker rent faktisk overholder reglerne for arsen i drikkevandet.
I en foreløbig kommentar til sagen siger miljøminister Troels Lund Poulsen, at han vil have klar besked om de kommuner og vandværker, der leverer arsen-forurenet vand til forbrugerne, så de kan stilles til ansvar.
Direktøren for Dansk Miljøteknologi, Jørn Jespersen, er glad for, at sagen nu bliver behandlet politisk. Men han opfordrer til, at folketinget vedtager en klar politik for håndtering af drikkevand med uønsket indhold af arsen.
Der har hersket nogen usikkerhed og forvirring hos en del kommuner og vandværker om, hvordan man skulle håndtere disse problemer, og det har landspolitikerne et medansvar for, fordi de har stukket hovedet i busken. De har øjensynligt troet, at grundvandet er rent, blot fordi man ikke renser det, siger Jørn Jespersen.
Men det er jo vrøvl, da arsen er et naturligt forekommende giftigt stof, og derfor bør der nu udarbejdes en egentlig vejledning fra myndighederne til kommuner og vandværker, herunder om rensning for arsen, så man sikrer den sundhedsmæssigt og ressourcemæssigtg bedste håndtering af disse sager, slutter Jørn Jespersen

