25. marts 09
Til Folketingets miljøudvalg
L 150 – Plads til renoveringer og klimatilpasning
Folketinget skal torsdag 26.3 behandle forslaget til ny vandsektorlov L 150.
Dansk Miljøteknologi støtter lovforslaget, fordi det sikrer fokus på effektivisering af vandsektoren, og fordi det lægger op til en adskillelse af drift og myndighed.
Vi vil imidlertid gerne opfodre til, at folketingets miljøordførere under behandlingen af forslaget sikrer, at der under det kommende prisloft bliver plads til nødvendige renoveringer og reinvesteringer i kloaksystemet og til nødvendige klimatilpasninger.
Hertil kommer, at den fremtidge grundvandsbeskyttelse, et rent vandmiljø og kommunalt formulerede mål for miljøet skal kunne finde plads under det kommende prisloft.
Derfor er det helt naturligt, at der vil komme stigende vandpriser en del steder, samtidig med at der sker en effektivisering af driften. Et fornuftigt prisniveau er forudsætning for de nødvendige renoveringer og klimatilpasning.
Hvis prisloftet fastsættes på baggrund af ”gamle” priser, f.eks. 2003-2005, er det yderst afgørende, at der kan indregnes de nødvendige investeringer i prisloftet.
Og at indregningen af investeringer ikke finder sted som dispensationer, der kun vil blive tilladt i enkelttilfælde, men som udgangspunkt for fastsættelsen af prisloftet.
Det skal naturligvis kunne dokumenteres, at der rent faktisk er gennemført de planlagte investeringer, og at den forudsatte effektivisering af drift og vedligehold ligeledes er gennemført.
Endelig vil vi gerne gøre opmærksom på, at der eksisterer et særligt problem frem til 2012, hvor resultater af benchmaking forventes at foreligge. Vi finder det helt afgørende, også af hensyn til den generelle økonomiske situation, at indsatsen for renovering og klimatilpasning ikke sættes i stå i de nærmeste år.
En beskæring af vandforsyningernes midler vil være helt i modstrid med regeringens og folketingets ønsker om at sætte gang i anlægssektoren.
Med venlig hilsen
Dansk Miljøteknologi
Jørn Jespersen
Direktør

