Dansk Miljøteknologi afholdt sit hidtil mest velbesøgte medlemsmøde den 22. januar, da foreningen havde besøg af miljøminister Troels Lund Poulsen til en drøftelse af miljøteknologisk udvikling og andre aktuelle emner.
Der var næsten 50 deltagere fra 25 medlemsvirksomheder til stede på mødet.
Forud for ministerens ankomst orienterede formand Jesper Nybo Andersen om de igangværende forhandlinger i folketinget om den kommende vandsektorlov. Og om Dansk Miljøteknologis indsats for at gøre sine synspunkter gældende i de pågående forhandlinger.
3 oplæg:
Mødet med miljøministeren blev indledt med 3 spændende og interessante oplæg.
Bodil Mose Pedersen fra DHI fortalte om mulighederne og perspektiverne i avanceret rensning af spildevand fra hospitaler – og om behovet for offentlig medfinansiering af udvikling, test og demonstration på området.
Claus Helix Nielsen fra Aquaporin holdt oplæg om virksomhedens arbejde med avanceret membranteknologi og om de mange forskelige anvendelsesmuligheder.
Og endelig gav Jørn Rasmussen fra DHI et overblik over den offentlige indsats, når det gælder forskning og teknologidvikling på energi- og miljøområdet. Det fremgik klart af oplægget, at der er brug for et øget offentligt engagement i udvikling af miljøteknologi i vandsektoren.
Miljøministerens indlæg:
Troels Lund Poulsen svarede på udfordringerne i et glimrende oplæg om sine tanker og planer på det miljøteknologiske område. Det fremgik, at miljøministeren anser vandsektoren for den vigtigste miljøsektor efter klima-og energi.
Debatten handlede om behovet for at lukke hullet mellem forskning og marked via offentlige investeringer, om prioriteringen mellem de forskellige sektorer inden for energi og miljø og om muligheden for at finde finansiering til et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrations Program (MUDP).
Endvidere var der debat om behovet for at mere stringent regulering på miljøområdet for at stímulere markedet og fremme udviklingen af ny miljøteknologi.
Miljøministeren udfordrede forsamlingen ved at efterlyse konkrete forslag til bedre regulering, som han lovede at overveje konstruktivt. Og han efterlyste større deltagelse fra virskomhedernes side i forskellige eksportfremstød.
Som afslutning på debatten fik miljøministeren overrakt 33 underskrifter fra medlemsvirksomheder til støtte for at etablere et MUDP på vandområdet – med håbet om, at de ville kunne støtte ministeren i bestræbelser på at fremme miljøteknologien i vandsektoren.
Øvrige emner:
Som afslutning på debatten blev der tid til at berøre andre aktuelle emner.
Den kommende vandsektorlov blev nævnt, og der blev udtrykt undren over de sideordnede aktiviteters omfang i det foreliggende forslag til ny lov.
Muligheden for en kommende vækstpakke og eventuelle grønne elementer heri blev drøftet, og især blev behovet for at lempe det kommunale anlægsloft og sikre investeringer i renovering og klimatilpasning af kloaksystemet påpeget.
Og endelig blev der spurgt til udsættelsen af vandplaner i forbindelse med vandrammedirektivet og regeringens kommende udspil om Grøn Vækst.
Miljøministeren redegjorde for sine synspunkter og for de politiske realiteter på de forskellige områder.
Ros til miljøministeren
Miljøministeren blev efterfølgende rost af mange mødedeltagere for sit indlæg og sine svar på forsamlingens spørgsmål. Det var indtrykket, at han vidste, hvad han talte om, og at han svarede klart på spørgsmålene.
Dansk Miljøteknologi vil nu følge op på ministerens udfordringer og arbejde for, at velviljen over for vandsektoren omsættes til praktisk politisk handling.
